Garderobeskabe

Garderobeskabet i soveværelset er et rigtigt 60'er skab. Det fungerer egentlig fint nok, men det er bare kedeligt og trist at se på. Så jeg har besluttet, at gøre det lidt mere interessant ved at male selve skabsrammen hvid, indmaden bliver malet sort, og så skal der sættes tapet på lågerne.

Garderobeskabene som de så ud ved indflytning
Først tager jeg skabslågerne af og sliber skabsrammen med en rystepudser.



Der dukker en masse sjove farver op, når man går i gang med en sådan afpudsning. Det ser ud til, at mit skab har været lyserødt på et tidspunkt ;o) :


Efter pudsning og afvasning bliver skabsrammen malet med en glans 50 Flügger modehvid interiør maling. Jeg havde egentlig købt en glans 90, for jeg kan rigtigt godt lide den blanke overflade, men den er for svær at arbejde med - den løber meget let, og det er svært at få skjult penselstrøgene helt. Så jeg bruger glans 50 i stedet for, da den er meget lettere at arbejde med.

Mellem hver maling af skabsrammen, løber jeg den over med sandpapir - korn 240 med en pudseblok. Herefter vasker jeg rammen af, inden den bliver malet igen.

Jeg må male den 3 gange, men jeg ved ikke, om jeg kunne have nøjedes med to. De tre gange skyldes, at jeg første gang bruger glans 90 malingen, inden jeg beslutter mig for at kassere den og arbejde videre med glans 50 malingen, som den så får to gange med.

Indmaden bliver malet med en sort billig maling fra Bauhaus. Jeg bliver enig med mig selv om, at når det er indvendigt i et skab, vil jeg ikke købe det dyreste maling, man kan få.

Efter maling ser skabet således ud :


Hylderne i skabet er malet i samme sorte farve.

Herefter bliver skabslågerne pudset og malet indvendigt. På forsiden sætter jeg lige det tapet, som jeg har ledt ret længe efter... Men når man har noget helt bestemt i hovedet, skal det jo også gerne føres ud i livet ;o)

Det ender med at komme til at se således ud :


1 kommentar:

  1. de oprindelige greb var de som "huller" ind i lågen? hvis ja, hvordan fyldte du dem ud?

    SvarSlet